Yoga

01-04-2024

En del af min praksis er at dyrke Yoga.

Jeg har  i et par år deltaget på 1-3 ugentlige Yogahold. Desuden har jeg deltaget på div. retreats, både i DK og på Bali, hvor jeg har nydt hele dage med Yoga.

Jeg har fundet ind til, at især Kundalini yoga er gavnligt for min krop, energi og min ro. Derud over har jeg dyrket Yin Yoga med lydafspænding, som er utrolig dejligt afslappende, og havde dejlige morgener med Hatha Yoga da jeg var på Ayuveda i Indien.

Jeg kan anbefale brugen af Yoga i din spirituelle proces.


Kort om Yoga (Sakset fra Wikipedia):

Yoga er et indisk system til indøvelse af åndedrætsteknik, kropsstillinger og moralske forskrifter. En yogi er en person, der praktiserer yoga.

Formålet med yoga er at opnå Samâdhi (den højeste tilstand), som er en form for salighed eller forløsning for yoga-udøveren. Den indiske mystiker Patanjali definerer i Yoga Sutras yoga således: "Yoga er kontrol af tankebølger i sindet."

"Yoga" betyder "at forene". Man arbejder med at forene og skabe harmoni mellem kroppen og sindet. De fysiske øvelser i yoga eller asanas, som de kaldes, styrker og arbejder med de svage områder i kroppen. Man udspænder og strækker de forkortede muskler og giver styrke til de svage. Man arbejder både med kroppens store og små muskler i fødder, tæer, fingre og hænder.

Kroppen finder automatisk tilbage til sin naturlige tilstand. Ved at lytte til bevægelsen gennem åndedrættet bliver man opmærksom på de fysiske begrænsninger og kommer derfor ikke til at øve vold på kroppen: I de såkaldte asanas eller stillinger ser det ud som om man sidder/står helt stille, men der er hele tiden en lille bevægelse i kroppen i takt med åndedrættet og man søger at komme helt ud til kroppens naturlige begrænsninger.

Gennem vedvarende praktiseren af yoga kan stillingerne selv i hård fysisk yoga udføres meditativt. Og det siges, at mennesker som regelmæssigt dyrker yoga kan trække den tid de udfører yoga fra deres søvn. De kan altså sove mindre.

Yoga kan dyrkes af alle mennesker uanset alder og køn, og det er ligegyldigt hvor smidig man er. Og oftest afslutter man en yoga session med afspænding.

Af de mere traditionelle stilarter i Danmark er astanga-yoga, vinyasa-yoga, hatha-yoga og Yin-yoga nok de mest udbredte. Mange fitnesscentre udbyder yogatimer, hvor forskellige elementer fra disse stilarter er håndplukket – fx i form af poweryoga som er stærkt inspireret af astanga-yoga. 

Kundalini
Er i følge tantriske traditioner i Indien og Tibet en ur-energi, som strømmer fra den nederste del af rygsøjlen, til issen. Energien kan aktiveres spontant eller ved hjælp af specielle yoga-teknikker i forbindelse med spirituelt arbejde. 
Kundaliniyoga minimerer stress, styrker immunforsvaret, giver nyt liv til trætte organer og øger iltoptagelsen. Kundaliniyoga giver et "indre boost" til at klare en travl hverdag. 

Yin yoga er en meditativ træningsform. Der er tid til at du kan fordybe dig og finde den indre stilhed. Der er fokus på åndedrættet, mens du mediterer dig ind i strækkene. Du opnår en større bevægelsesfrihed og øget koncentrationsevne. 

Hatha er den mest udbredte yogaform i vesten og kan betegnes som "klassisk". Hatha består også af yogastillinger (asanas), åndedrætsøvelser (pranamaya) og meditation (dhyana). 



Share