Træning, Motion og Walking Meditation

I mit forløb med at finde ind til min bedste form for praksis, har jeg ofte arbejdet med min uro i forhold til stillesiddende meditation. 

At få ro i mit sind, og få min krop til ikke at gøre ondt, når jeg skulle side og meditere. 

Jeg oplever at jeg finder ro når jeg vandrer og til dels når jeg laver øvelser og træner. Det er en anden form for ro, som jeg har lært at værdsætte, og mit stillesiddende meditationsarbejde er blevet suppleret med dejlig meditativ ro i bevægelse. 

Thich Nhat Hanh, beskriver i hans værker, hvorledes det er muligt at finde roen i bevægelse, og jeg var glad da jeg fandt ind til hans beskrivelser af eksistensen. Og jeg har siden da fundet en ro i at jeg også er bygget sådan at jeg også finder ro i bevægelse. Sådan er jeg også - den del har jeg lært at acceptere i mig selv.

Nogle mennesker elsker at træne, andre løber og igen andre vælger Walking Meditation. Vi har alle hver vores handlinger, der giver os ro, og det har jeg lært at acceptere - at forlige mig med.

Min holdning er klar, nemlig at alle former for bevægelse kan give en indre ro, og at det kan hjælpe med at finde balancen i min krop. Jeg nyder f.eks. også min kontakt med mine dyr, og ophold i naturen, Qi gong og andre bevægelsesformer som også giver mig meditativ ro. Kunsten er at finde roen og nærværet i det jeg foretager mig - også i dagligdagen. At udfordre mig selv, og arbejde med at finde ro i det, der ellers er energifyldt.
Så jeg har lært ikke at fordømme mig selv i mit behov for bevægelse og flow - lært at rumme alle dele af mig selv. 

Jeg har dog også lært, at især grundet mit tidligere så høje tempo og energiske energi, så er jeg også afhængig af mine stille øvelser i meditationen. Der, hvor jeg sidder på min meditationspude og finder ind til min fuldstændige ro. Det giver en anden og dybere indsigt i mig selv, og jeg har i min praksis stillesiddende meditation som en del af min daglige handlinger. 

Så mit bedste råd er ikke at lade andre fordømme de behov og handlinger du gør. Og ja, det kræver selvmotivation at lære at sidde stille - det tog mig over et halvt år inden jeg ikke mærkede smerte når jeg sad i stille meditation. 

Nu nyder jeg det, og fordi jeg kombinerer nærvær i bevægelse og stillesiddende meditation, så oplever jeg, at jeg meget let kan kan sætte mig i stillesiddende meditation uanset hvor meget "støj" og bevægelse, der er omkring mig. 

Jeg finder min indre ro uanset hvor jeg er og i hvilken situation jeg befinder mig i. Og hvad er indre ro værd, hvis man kun kan opretholde den i et mørkt stille rum på en meditationspude, når livet leves i kontakt med omgivelserne, der er fyldt med aktivitet og støj.