Dag 9 – bøn, ritualer og udsyn mod Himalaya med udgangspunkt fra Kalimpong

15-12-2025

Dag 9 blev en stille, dybt ydmyg og meget nærværende dag. En dag, hvor jeg ikke blot besøgte klostre, men fik lov til at overvære levende praksis – mennesker i bøn, i recitation og i daglige ritualer, som har været gentaget på samme måde i generationer.

Første stop var det butanske kloster Zang Dhok Palri Phodang, smukt placeret over byen. Klosteret er opført i traditionel bhutansk stil og rummer hundredvis af buddhistiske tekster og billeder. Her fik jeg lov at overvære de lokale troendes bedepraksis – rolige bevægelser, mumlende mantraer og en koncentration, der fyldte rummet. Senere overværede jeg en gruppe, der reciterede buddhistiske skrifter i fællesskab. Lyden var monoton og kraftfuld på samme tid, og selv uden at forstå ordene, var det let at mærke alvoren og hengivelsen.

Herefter gik turen videre til det tibetanske kloster Tharpa Choling Monastery, som ligger omgivet af skov og tåge og emmer af ro. Her overværede jeg munkenes morgenritualer – rytmiske recitationer, instrumenter og bevægelser, som tilsammen skaber en helt særlig stemning. Det føltes som at træde ind i et rum uden tid. Som en sjælden gave fik jeg også lov til at komme ind i klosterets samling af værker, hvor der opbevares smukke, gamle thangkaer og religiøse genstande. Farverne, detaljerne og den åndelige dybde i værkerne gjorde et stort indtryk på mig.

I begge klostre var oplevelsen præget af ydmyghed. At få lov at overvære praksis – ikke som turist, men som stille gæst – satte sig dybt. Det var tydeligt, at dette ikke var iscenesat, men hverdag. Levende tro i sin mest enkle og ærlige form.

Senere på dagen besøgte jeg den lokale udsigtsattraktion Deolo Hill og Deolo Tourist Lodge, et af de højeste punkter i området. Her åbnede landskabet sig i al sin storhed. Udsigten mod Himalaya var overvældende – bjergkæden strakte sig i horisonten med synlige linjer mod både Nepal, Kina (Tibet) og Bhutan. Det var et af de øjeblikke, hvor man bare står stille og kigger, fordi der ikke rigtig er andet at gøre.

Dag 9 blev dermed en dag i spændet mellem det indre og det ydre: fra bøn og ritualer i klostrenes stille rum til den vidtåbne udsigt over Himalayas mægtige landskab. En dag, der mindede mig om, hvor små vi er – og hvor meningsfuldt det kan være.

Jeg har oploaded videoerne fra denne dag under Youtube menuen.


Share