Cuba - I salsaens verden
Rejse i Salsaens verden - mødte jeg dyb glæde i fattigdom og restriktive systemer
Kort efter min skilsmisse i 2019, fik jeg muligheden for at tage 14 dage til Cuba. Klassisk, så var det dejligt at flygte væk fra smerten og ind i at finde mig selv i nye relationer og nye oplevelser. Sådan var min tilgang i 2019. Ikke at tage ansvar, men at flygte fra smerte og fylde mit liv med en masse danseglade mennesker.
Jeg mødte mange nye mennesker, og fik min entré i en danseverden fyldt med grin, glæde og fysisk kontakt og fysisk tæthed i leg og sjov. Jeg fik fundet ud af hvordan dansen kunne flytte fokus væk fra sorg og savn og smerte, og samtidig fik jeg udfordret mig selv i forhold til det med at skulle "danse på den rigtige måde". Jeg elskede at danse frit, men her var der jo regler og figurer og forventninger til hvad Leaderen gør på dansegulvet, så jeg fik startet på min læring ud i "præstationsangsten" i noget der tidligere blot havde været sjov og frit til festlige anledninger.
Jeg fik nu pludselig en ny vinkel på noget af det, som gav mig allermest glæde, nemlig at danse. Fik et billede af en usikkerhed i mig selv jeg ikke havde oplevet tidligere, at præstere inden for en afgrænsning/faste regler og forventninger.
Jeg lærte en masse af Cubanerne, bl.a. at være glade sammen, selv med helt fremmede i dansen. Jeg så ikke en cubaner der brokkede sig, selv hos dem, der havde mindst og knap havde tøj at gå i. Tankevækkende at eneste brok jeg hørte på hele turen var en dansker, jeg sad sammen med i en bil op ad en stejl bakke, der "synes vejene var i meget elendig stand"..... samtidigt slæbte de lokale Cubanere deres kærrer op af samme stejle bakke med tungelæs, og stadig med smil når vi kom forbi...... jeg var flov på danskernes vegne der, og forstod endnu dybere at værdsætte det jeg har og det at hjælpe andre.
Jeg forsøgte at komme tæt på de lokale, og besluttede mig for at alt det jeg havde med i min kuffert skulle doneres til de lokale, og jeg fik på den måde skabt gode relationer til de lokale, og fik mange gode historier, og livsberetninger, og venskaber, som jeg stadig i dag har kontakt med. Jeg kunne virkelig udnytte mine menneskelige og faglige ressourcer meget bedre, hvis jeg havde mod nok til at forlade Danmark og tage over og hjælpe med helt lavpraktiske ting, der er så meget jeg (og andre) kunne gøre for at give de lokale Cubanere et bedre liv.
Jeg fik en ydmyghed og en ærbødighed i forhold til min egen livssituation og jeg forlod Cuba med en viden om en verden, hvor man med lidt kan gøre en kæmpe forskel, og om mig selv og hvor vigtigt det er at være taknemmelig og vigtigt at bruge mine evner på at gøre noget godt for andre mennesker.
Cuba blev for mig manifestationen på hvor meget livsindstilling kan gøre for mit eget liv, hvor meget jeg ser, og også at jeg ikke havde mod nok til at forlade min trygge verden på det tidspunkt i 2019.
Cuba vil altid være dybt i mit hjerte, og når jeg når videre rundt på min livsrejse håber jeg at kunne vende tilbage og spørge ind til, hvorledes cubanerne formår at holde så stor en glæde, livsgejst og fantastiske sociale strukturer i en verden hvor mange ikke har mange ressourcer.......
Anna Hernandez, som var en af de lokale, som jeg stadig har god kontakt med.